Udtalelse fra Flemming Teut, stifter.
Lige siden 1954 har jeg været med til at isolere og lægge tag på gårde og huse overalt på Lolland-Falster og Sydsjælland. Min far kørte allerede som ung fra gård til gård, ligesom så mange andre, der solgte redskaber, sleb sakse og knive eller tog arbejde fra dag til dag på gårdene.
Jeg og min bror sad i min fars varebil og ventede i førerhuset. Kom han ud efter to minutter, kørte vi videre. Gik der 10, så vidste vi, at vi skulle om bagved og sidde og vente i timevis, for så skulle far op at arbejde på gårdens tagrygge.